Michaels værste fjende: En kokosnød

Så skete det uundgåelige, at manden bevægede sig i køkkenet, og så kom han selvfølgelig til skade... :)
Hehe, ej, Michael og jeg skulle forleden dag åbne en kokosnød til stor fortrydelse for os begge. Det var tirsdag aften, og jeg havde netop sat maden over, da jeg besluttede mig for, at nu skulle vi have åbnet en dejlig kokosnød, som vi så kunne spise lidt af senere. Michael kom ud i køkkenet for at se, hvordan det hele stod til. Det gik vist mere end almindeligt langsomt med tandstikker, kødnåle og søm blot for at få kokosmælken ud. Michael smilede og gik, efter at have observeret min kamp, ud for at hente hans hobbykniv. Han kom tilbage, foldede den ud satte den i og vips, så sad den tilbage hen over hans finger. Puha, blodet rendte, og jeg skyndte mig ud for at finde et eller to eller tre plastre. Vi fik en forbinding på, slukkede for maden og kørte derefter til hospitalet. Vi kørte mod Rigshospitalet, fordi det var tættest på, men vi fandt dog hurtigt (læs: efter at have været inde og spørge) ud af, at den nærmeste skadestue lå ved Bispebjerghospital. Efter tre kvarter, hvor vi begge havde haft sved på panden, befandt vi os nu i venteværelset på akutmodtagelsen. Her skulle vi derefter befinde os i to timer, inden vi kom ind på stuen, hvor lægen skulle tilse Michael. Først kom en sygeplejerske ind for at gøre klar til lægen. Hun så på fingeren, og hun kom frem til den beslutning, at det var bedst lige at få det syet, nu hvor det blødte så meget. Derefter kom lægen og sagde: "Det ser fint ud. Jeg sender lige en sygeplejerske ind med et plaster." Derefter kom en ny sygeplejersken ind for igen at konstatere, at det nok havde været bedst, hvis den var blevet syet. Men det var der desværre ikke noget at gøre ved, nu hvor lægen havde sagt noget andet! Sikke en besynderlig læge og sikke en skør dag. Michael og jeg blev enige om, at det virkelig var en mærkelig oplevelse, men vi er dog glade for, at vi nu ved, hvor akutmodtagelsen/skadestuen er her i byen, hvis nu der skulle ske noget en anden gang. Vi har dog aftalt, at det ikke lige kommer til at ske foreløbigt (det har Michael i hvert fald lovet mig - for ham vil jeg altså ikke undvære for noget i hele verden) :)