torsdag den 30. maj 2013

Alletiders hindbærlagkage

Min lillesøster er efterhånden ved at blive stor. Personligt synes jeg at det er skræmmende, men hun nyder ungdommen fuldt ud. Der har aldrig været så megen liv i hende som nu, hvilket er til stor glæde for hendes veninder - alt imens vi savner hende en smule omkring spisebordet, mennn hun skal jo nok komme tilbage en dag :) Forleden dag havde den "lille" kære så fødselsdag. Hun fyldte 16 år og det skulle selvfølgelig fejres. Først en vild fest med vennerne, derefter en stille og rolig eftermiddag med bedsteforældrene og på selve dagen en lille lagkage. Denne lagkage var ikke bare hvilken som helst lagkage men selvfølgelig hendes alletiders yndlings: Hindbærlagkage! Min mor begyndte at lave den, da hun var omkring ti år, og siden da har det (næsten) været en fast tradition. Den er simpelthen så nem og hurtig at lave, hvis man har gæster og lige skal trylle noget frem, og så smager den også bare virkelig godt, så jeg kan klart anbefale den.

Ingredienserne til alletiders hindbærlagkage:

  • 1/2 l. fløde.
  • 1 pose frosne hindbær (som har fået lov til at tø).
  • 3 lagkagebunde.
  • 50 g. chokolade (kan udelades)
Først piskes fløde, hvorefter hele indholdet fra hindbærposen blidt vendes i, for ikke at slå for meget luft ud af flødeskummen. Dernæst lægges blandingen på bundene, og kagen kan egentlig spises derefter. Men på denne udgave kom der dog også en smule smeltet chokolade på, hvilket egentlig gjorde den meget fin. Chokoladen smeltes i et vandbad, hvor efter det kommes i en lille "trakt", som er foldet af bagepapir - nu tegner du bare løs :)


Jeg håber, at I vil synes lige så godt om den, som vi gør i vores familie!

- Christine

Ingen kommentarer:

Send en kommentar