
fredag den 31. maj 2013
Endelig!

torsdag den 30. maj 2013
Åh!
Passende note til sig selv, når man sidder og skal læse til eksamen, men simpelthen ikke kan komme rigtigt igang, og derfor beskæftiger sig med alverdens overspringshandlinger som f.eks. at skrive indlæg her bloggen :) Åh!
- Christine
- Christine
Alletiders hindbærlagkage
Min lillesøster er efterhånden ved at blive stor. Personligt synes jeg at det er skræmmende, men hun nyder ungdommen fuldt ud. Der har aldrig været så megen liv i hende som nu, hvilket er til stor glæde for hendes veninder - alt imens vi savner hende en smule omkring spisebordet, mennn hun skal jo nok komme tilbage en dag :) Forleden dag havde den "lille" kære så fødselsdag. Hun fyldte 16 år og det skulle selvfølgelig fejres. Først en vild fest med vennerne, derefter en stille og rolig eftermiddag med bedsteforældrene og på selve dagen en lille lagkage. Denne lagkage var ikke bare hvilken som helst lagkage men selvfølgelig hendes alletiders yndlings: Hindbærlagkage! Min mor begyndte at lave den, da hun var omkring ti år, og siden da har det (næsten) været en fast tradition. Den er simpelthen så nem og hurtig at lave, hvis man har gæster og lige skal trylle noget frem, og så smager den også bare virkelig godt, så jeg kan klart anbefale den.Ingredienserne til alletiders hindbærlagkage:
- 1/2 l. fløde.
- 1 pose frosne hindbær (som har fået lov til at tø).
- 3 lagkagebunde.
- 50 g. chokolade (kan udelades)
Først piskes fløde, hvorefter hele indholdet fra hindbærposen blidt vendes i, for ikke at slå for meget luft ud af flødeskummen. Dernæst lægges blandingen på bundene, og kagen kan egentlig spises derefter. Men på denne udgave kom der dog også en smule smeltet chokolade på, hvilket egentlig gjorde den meget fin. Chokoladen smeltes i et vandbad, hvor efter det kommes i en lille "trakt", som er foldet af bagepapir - nu tegner du bare løs :)
Jeg håber, at I vil synes lige så godt om den, som vi gør i vores familie!
- Christine
onsdag den 29. maj 2013
Jeg findes virkelig!
Jeg beklager mit noget sene første indlæg, men grundet mit mindre
sammenstød med den førnævnte kokosnød har fingeren ikke været skriveklar.
Heldigvis er den i stærk bedring (altså fingeren), og jeg har kun et lille ar
til minde om begivenheden (det kan knapt ses på billedet, men jeg skar lige ned i det første led på min pegefinger). Den føles stadig mærkelig, men min egen læge siger,
at nerverne bør være groet sammen igen efter ni uger, og jeg slipper for
permanente nerveskader. Ikke dårligt! Jeg finder det dog stadig pinligt, at jeg
efter at have haft min trofaste lommekniv i ca. 14 år formår at skære mig i
fingeren hjemme i køkkenet. Og dog er det måske bedre, at jeg gjorde det der og
ikke i en svensk skov…
Men nok om min finger! Min tilgang til denne blog er en
smule anderledes end Christines. Jeg har aldrig været den store bloglæser; min
tilstedeværelse på internettet beror mere på diverse fora, online tegneserier,
artikellæsning og en lang erfaring med online computerspil, hvilket jeg dog må
indrømme er lagt lidt på hylden i dag. Alligevel finder jeg ideen om at hælde hele mit liv ud på nettet tiltalende.
For det første er det noget, jeg har sammen med Christine; ikke at vi mangler fælles projekter - tværtimod - men jeg bliver aldrig træt af at gøre ting med hende. For det andet vil det være en spændende mulighed for vore børn at se, hvordan mor og far var, da de var unge. For det tredje for at efterlade min beretning til eftertiden! Sidstnævnte lyder nok en smule opblæst, men det bunder i, at jeg er ivrig læser af antik litteratur, og det, der oftest er mest spændende, er, når almindelige folk har skrevet om deres eget liv og levned i stil med Xenophon eller Augustin. Så til dig, der om tre tusind år skriver en ph.d.-afhandling om min interesse for tegneserier, litteratur, kunst, teologi, historie, natur, vin, lego, bræt-, pc- og konsolspil og ikke mindst Christine: Det var så lidt!
- Michael
fredag den 24. maj 2013
Sikke dog en dejlig dag i dag
Både Michael og jeg har været til møde inde på vores studie i dag fra formiddag til nu. Puuha, det holdt hårdt, eftersom man så småt kunne se solens stråler kravle ind af det store vindue til mødelokalet, menn vi kom igennem og har nu bevæget os ud i det gode vejr! Det er simpelthen så dejligt! En sand velsignelse ;) Derfor kan vi klart anbefale, at I gør kunsten efter og bevæger jer ud på et tæppe i solen, hvis I ikke har andre planer. Det har vi i hvert fald gjort - mmmmmhm, der er intet som jordbær, tegneserier og Cover :)
torsdag den 23. maj 2013
Tortus Copenhagen
Min familie og jeg har altid været helt utrolig imponeret over, hvor fantastisk keramik kan tage sig ud. Det er så anvendeligt og på samme tid så utrolig smukt! Denne egenskab er der ikke nogen tvivl om, at man også finder hos Tortus Copenhagen. Drømmer I også om et par af disse fine krukker? :)
- Christine
tirsdag den 21. maj 2013
Dagens lyd
Så fin og så sød til en grå tirsdag :)
torsdag den 9. maj 2013
Hvide drømme
Fauna puder fra Artilleriet. Kitchenaid rørermaskine fra Inspiration. Lampe fra Le Klint. Little Joseph lysestage fra Artilleriet. Reol fra Montana. Bord fra Hay. TV skab fra Ikea. Stole fra Hay.
Michael og jeg flyttede sammen her i januar 2013. Det var spændende og anderledes, men også helt fantastisk! Tænk engang at skulle bo sammen, sådan rigtigt sammen med sin kæreste. Det var noget nyt for os begge at skulle til at leve sammen med en kæreste dvs. have en kæreste på fuld tid. Det var nærmest som en helt vanvittig idé, men på den anden side så må jeg også indrømme, at jeg havde drømt om det i et stykke tid. Det her kommer muligvis til at lyde en anelse sukker sødt, men jeg har aldrig elsket nogen som Michael, så det var og er simpelthen en gave at bo sammen med ham. At flytte alle møbler, få ondt i ryggen, køre frem og tilbage fra Ikea og blande alle vores sager i en stor forvirring. Michael havde mange ting i forvejen, så vi manglede heldigvis ikke så meget. Det skal også siges at Michael nok er en af de fyrer i verden, som har bedst smag, så det var simpelthen som en drøm at tage del i hans verden. Derudover er han også virkelig god til at være åben for nye ideer, når mit lille indretnings gen, som jeg har trænet flittigt på gennem årene, tager over, hvilket jeg er virkelig glad for - taaaaaak ;)
- Christine
tirsdag den 7. maj 2013
Michaels værste fjende: En kokosnød
Så skete det uundgåelige, at manden bevægede sig i køkkenet, og så kom han selvfølgelig til skade... :)
Hehe, ej, Michael og jeg skulle forleden dag åbne en kokosnød til stor fortrydelse for os begge. Det var tirsdag aften, og jeg havde netop sat maden over, da jeg besluttede mig for, at nu skulle vi have åbnet en dejlig kokosnød, som vi så kunne spise lidt af senere. Michael kom ud i køkkenet for at se, hvordan det hele stod til. Det gik vist mere end almindeligt langsomt med tandstikker, kødnåle og søm blot for at få kokosmælken ud. Michael smilede og gik, efter at have observeret min kamp, ud for at hente hans hobbykniv. Han kom tilbage, foldede den ud satte den i og vips, så sad den tilbage hen over hans finger. Puha, blodet rendte, og jeg skyndte mig ud for at finde et eller to eller tre plastre. Vi fik en forbinding på, slukkede for maden og kørte derefter til hospitalet. Vi kørte mod Rigshospitalet, fordi det var tættest på, men vi fandt dog hurtigt (læs: efter at have været inde og spørge) ud af, at den nærmeste skadestue lå ved Bispebjerghospital. Efter tre kvarter, hvor vi begge havde haft sved på panden, befandt vi os nu i venteværelset på akutmodtagelsen. Her skulle vi derefter befinde os i to timer, inden vi kom ind på stuen, hvor lægen skulle tilse Michael. Først kom en sygeplejerske ind for at gøre klar til lægen. Hun så på fingeren, og hun kom frem til den beslutning, at det var bedst lige at få det syet, nu hvor det blødte så meget. Derefter kom lægen og sagde: "Det ser fint ud. Jeg sender lige en sygeplejerske ind med et plaster." Derefter kom en ny sygeplejersken ind for igen at konstatere, at det nok havde været bedst, hvis den var blevet syet. Men det var der desværre ikke noget at gøre ved, nu hvor lægen havde sagt noget andet! Sikke en besynderlig læge og sikke en skør dag. Michael og jeg blev enige om, at det virkelig var en mærkelig oplevelse, men vi er dog glade for, at vi nu ved, hvor akutmodtagelsen/skadestuen er her i byen, hvis nu der skulle ske noget en anden gang. Vi har dog aftalt, at det ikke lige kommer til at ske foreløbigt (det har Michael i hvert fald lovet mig - for ham vil jeg altså ikke undvære for noget i hele verden) :)
Solbriller i solskin

Jaaaaaaah, det er dejligt vejr, så herhjemme har vi fundet solbrillerne frem! Vi håber, at I har en vidunderlig dag her i det gode vejr!
torsdag den 2. maj 2013
Dagens lyd
Michael og jeg er egentlig ved at bevæge os i seng nu, men jeg syntes lige, at jeg ville smide denne video op. Jeg har netop hørt den for første gang, og jeg er simpelthen overvældet. Den minder mig om alt, hvad der er godt her i sommeren og i livet. Kærlighed, sommer, frihed og forelskelse. Jeg ser nu endnu mere frem til en vidunderlig sommerferie sammen med min skønne kæreste og vores vidunderlige familie.
- Christine
onsdag den 1. maj 2013
Velkommen
Hej og velkommen til Vores Rum. Nu vil jeg også prøve "det der blog noget" med alt, hvad det indeholder :) I vores rum vil du kunne følge livet hos en kvinde, som er en pige og en dame på samme tid, som elsker sin familien og sin kæreste Michael, studerer teologi, snakker med veninderne, læser bøger, skriver, interesserer sig for mode, hygger, laver mad, læser Cover, elsker planter, læser politiken, savner sin søster (som er i NY), alt imens jeg prøver at finde en mening med tilværelsen. Jeg er ikke ekspert inde for noget specifikt felt! Jeg er bare et menneske, som her vil dele et stykke af mit liv. Ikke kun for jeres skyld, men også fordi det til tider kan være svært at holde fokus og rede i alle ting, som sker her i livet. Over de næste par år vil der ske store ændringer i mit liv. Der skal rejses, leves, studeres og udvikles, alt imens hovedet helst skal holdes oven vande.
Jeg håber, at I vil finde fornøjelse i at følge Vores Rum :)
Abonner på:
Kommentarer (Atom)










