tirsdag den 31. december 2013

GODT NYTÅR

Godt Nytår folkens. Jeg håber, at I får en fantastisk aften! Pas godt på jer selv!
Kærligst Christine

mandag den 30. december 2013

TRADITIONER VS. EKSAMEN


Lige siden jeg begyndte at studere på Det Teologiske Fakultet har både juleaften og nytårsaften været påvirket af eksamen. Det første år undlod jeg helt at holde nytår og blev inde i lejligheden og læste videre på Markusevangeliet (jaaa, det var rimelig ynkeligt), og de sidste par gange har traditionerne været sat mere eller mindre på pause. Dette år har jeg dog bestemt, at det ikke skal komme så vidt, så julen blev både fejret hos mine forældre og svigerforældre, og nytåret skal også nydes i godt selskab. Fantastisk! Dette har dog ført til, at jeg på mange måder er blevet endnu mere nervøs for eksamen, da jeg har valgt at vente med at læse, men på trods af dette så føles det egentlig virkelig godt at have nydt dagene fuldt ud - måske jeg har været i underskud, hvad angår jul og nytår? ;)
Jeg håber, at I havde en rigtig god jul, og at I vil få et fantastisk nytår :)

søndag den 29. december 2013

PRESALE HOS B56


Jeg må indrømme, at jeg er virkelig stor fan af butikken B56. De forstår ikke blot af vælge de rette mærker, men de har også øje for form, snit og materiale både hvad angår tøj, sko og smykker. Som studerende har jeg dog sjældent råd til de lækre sager, men takket være årets udsalg er det dog nu kommet inden for rækkevide. I år har de presale, hvilket betyder 50% på mange af deres smukke ting. Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg er meget begejstret over dette tiltag, så derfor tænkte jeg, at jeg kort ville dele nyheden og nogle af mine personlige favoritter! 
God søndag :)

lørdag den 28. december 2013

GID JEG KENDTE


Freja Beha Erichsen. Født 1887. Danmark. Roskilde. Model. Supermodel. Inspirerende. Berejst. Selvstændig. Modig. Høj. Enkel. Forbilledlig. Spinkel. Bosat i New York. God stil. Attitude. Menneske.

fredag den 27. december 2013

ET BLOGINDLÆG



Så er det blevet 27-12-2013, og jeg burde egentlig læse til eksamen. I stedet er jeg dog blevet syg, så nu ligger jeg bare på en madras inde i stuen foran pejsen, Ice age kører i baggrunden og computeren ligger på maven alt imens der trykkes på tasterne. For nu var det på tide med et blogindlæg. Måske er det blot en overspringshandling, som så mange andre, men denne ene gang vælger jeg dog at se det som et reelt udtryk for, hvad jeg vil med dette stykke liv - eller rettere hvad jeg også vil. Jeg vil nemlig ikke blot studere. Ikke blot være. Nej. Jeg vil skrive. Som jeg tidligere har skrevet, så er jeg bestemt ikke ekspert på noget bestemt område - men hvem er egentlig også det? Man lærer jo af livet, og måske bliver jeg ekspert på livet som 70 årig, men der er heldigvis et godt stykke tid til, så indtil da vil jeg dele lidt ud af mine håb og drømme - nogle af materiel-, andre af større og mere uhåndgribelig art. Bloggen vil dog ikke blot indbefatte disse ønsker, men vil også være opfyldt af alverdens andre ord og påhit :)
Nåh, men tilbage til eksamen eller rettere til fjernsynet, teen og dynens varmende effekt. Lad mig blive frisk :)

lørdag den 21. september 2013

Herhjemme kan vi rigtig godt lide


 At skille os ud fra mængden.

 At være modige.




At dyrke kærligheden lidt.

Notebøger fra Astier


Forleden uge besøgte jeg Hay for første gang. Det er lidt besynderligt, at jeg ikke har besøgt butikken før, da jeg er mere end almindeligt vild med deres design, men det var vel egentlig lidt af skræk for at blive skuffet. Men skuffet - det blev jeg bestemt ikke! Det viste sig jo at være en fantastisk verden af materialer, former og farver. Ekspedienterne er virkelig søde og hjælpsomme - uden at være for hjælpsomme, og man fik ligesom bare lov til at snuse lidt rundt i sine egne tanker og drømme lidt. Det var en rigtig god oplevelse, hvilket førte til at jeg kom igen allerede dagen efter, hvor jeg købte disse smukke notesbøger. De rummer ikke alverdens overraskelser indeni, men deres yndige ydre åbner op for en masse inspirerende tanker. De er fra mærket Astier, som har til huse et sted i Paris. Jeg har endnu ikke besøgt deres egen butik, men jeg kan næsten ikke vente efter at have fået fingrene i disse to. Jeg kan klart anbefale dem :)
- Christine

søndag den 14. juli 2013

Wake me up


Michael og jeg er igang med at sammensætte en playliste til vores køretur (ja, det er rigtigt - vi skal simpelthen køre) til Paris, og der er ingen tvivl om, at denne sang kommer med! Den er lidt country'like', sød og ikke mindst frisk :) Hvad synes I?

lørdag den 13. juli 2013

Geniale boller



I morges havde jeg pludselig en umættelig lyst til at spise boller og heldigvis også til at lave dem, og både Michael og jeg er enige, om at det er måske er nogle af de bedste boller vi nogensinde har smagt - vildt ikke sandt! Derudover blev de simpelthen så smukke, så Michael og jeg besluttede, at vi lige ville smide opskriften herind :)

Ingredienser til de geniale boller:

  • 50g gær
  • 1/2 dl vand
  • 1 dl olie
  • 1 1/2 dl koldt vand
  • 3 små æg
  • 1 1/2 tsk salt
  • 2 tsk sukker
  • 2 dl grahamsmel
  • 7 dl hvedemel
  • Lidt skyr til pensling

Først skal gæren røres ud i vandet. Derefter tilsættes olien, det kolde vand og de 3 små æg, hvorefter de øvrige ingredienser tilsættes og dejen æltes igennem. Når dejen er blev æltet godt, stilles den til hævning med et let vådt klæde i 30 min. Efter de 30 min. formes dejen til ca. 18 boller, som placeres på en bradepande med bagepapir, som skal hæve i ca.10 min. Idet de stilles til hævning tændes ovnen på 225 grader. Efter bollerne har hævet pensles de med skyr neutral, hvorefter de kommes ind midt i ovnen i ca.18 min.
Så er de lækreste boller klar :)

fredag den 31. maj 2013

Endelig!


De sidste par dage har jeg været alene hos mine forældre for at få læst lidt. De har begge været på arbejde, så der har været plads til at kunne få læst lidt og finde ro midt i al min eksamens angst. Men, men, men jeg må indrømme, at jeg hverken har fået læst mere, har fået mere ro i sjælen eller mere overskud, derimod har jeg savnet min mand så uendeligt meget - hvorfor min mobil er blevet brugt meget mere end sædvanligt! Derfor har jeg simpelthen set sådan frem til i dag, hvor Michael er på vej herud på landet! Jaaaaaah :)

torsdag den 30. maj 2013

Åh!

Passende note til sig selv, når man sidder og skal læse til eksamen, men simpelthen ikke kan komme rigtigt igang, og derfor beskæftiger sig med alverdens overspringshandlinger som f.eks. at skrive indlæg her bloggen :) Åh!
- Christine

Alletiders hindbærlagkage

Min lillesøster er efterhånden ved at blive stor. Personligt synes jeg at det er skræmmende, men hun nyder ungdommen fuldt ud. Der har aldrig været så megen liv i hende som nu, hvilket er til stor glæde for hendes veninder - alt imens vi savner hende en smule omkring spisebordet, mennn hun skal jo nok komme tilbage en dag :) Forleden dag havde den "lille" kære så fødselsdag. Hun fyldte 16 år og det skulle selvfølgelig fejres. Først en vild fest med vennerne, derefter en stille og rolig eftermiddag med bedsteforældrene og på selve dagen en lille lagkage. Denne lagkage var ikke bare hvilken som helst lagkage men selvfølgelig hendes alletiders yndlings: Hindbærlagkage! Min mor begyndte at lave den, da hun var omkring ti år, og siden da har det (næsten) været en fast tradition. Den er simpelthen så nem og hurtig at lave, hvis man har gæster og lige skal trylle noget frem, og så smager den også bare virkelig godt, så jeg kan klart anbefale den.

Ingredienserne til alletiders hindbærlagkage:

  • 1/2 l. fløde.
  • 1 pose frosne hindbær (som har fået lov til at tø).
  • 3 lagkagebunde.
  • 50 g. chokolade (kan udelades)
Først piskes fløde, hvorefter hele indholdet fra hindbærposen blidt vendes i, for ikke at slå for meget luft ud af flødeskummen. Dernæst lægges blandingen på bundene, og kagen kan egentlig spises derefter. Men på denne udgave kom der dog også en smule smeltet chokolade på, hvilket egentlig gjorde den meget fin. Chokoladen smeltes i et vandbad, hvor efter det kommes i en lille "trakt", som er foldet af bagepapir - nu tegner du bare løs :)


Jeg håber, at I vil synes lige så godt om den, som vi gør i vores familie!

- Christine

onsdag den 29. maj 2013

Jeg findes virkelig!

Jeg beklager mit noget sene første indlæg, men grundet mit mindre sammenstød med den førnævnte kokosnød har fingeren ikke været skriveklar. Heldigvis er den i stærk bedring (altså fingeren), og jeg har kun et lille ar til minde om begivenheden (det kan knapt ses på billedet, men jeg skar lige ned i det første led på min pegefinger). Den føles stadig mærkelig, men min egen læge siger, at nerverne bør være groet sammen igen efter ni uger, og jeg slipper for permanente nerveskader. Ikke dårligt! Jeg finder det dog stadig pinligt, at jeg efter at have haft min trofaste lommekniv i ca. 14 år formår at skære mig i fingeren hjemme i køkkenet. Og dog er det måske bedre, at jeg gjorde det der og ikke i en svensk skov…


Men nok om min finger! Min tilgang til denne blog er en smule anderledes end Christines. Jeg har aldrig været den store bloglæser; min tilstedeværelse på internettet beror mere på diverse fora, online tegneserier, artikellæsning og en lang erfaring med online computerspil, hvilket jeg dog må indrømme er lagt lidt på hylden i dag. Alligevel finder jeg ideen om at hælde hele mit liv ud på nettet tiltalende. 
For det første er det noget, jeg har sammen med Christine; ikke at vi mangler fælles projekter - tværtimod - men jeg bliver aldrig træt af at gøre ting med hende. For det andet vil det være en spændende mulighed for vore børn at se, hvordan mor og far var, da de var unge. For det tredje for at efterlade min beretning til eftertiden! Sidstnævnte lyder nok en smule opblæst, men det bunder i, at jeg er ivrig læser af antik litteratur, og det, der oftest er mest spændende, er, når almindelige folk har skrevet om deres eget liv og levned i stil med Xenophon eller Augustin. Så til dig, der om tre tusind år skriver en ph.d.-afhandling om min interesse for tegneserier, litteratur, kunst, teologi, historie, natur, vin, lego, bræt-, pc- og konsolspil og ikke mindst Christine: Det var så lidt!
- Michael

fredag den 24. maj 2013

Sikke dog en dejlig dag i dag

Både Michael og jeg har været til møde inde på vores studie i dag fra formiddag til nu. Puuha, det holdt hårdt, eftersom man så småt kunne se solens stråler kravle ind af det store vindue til mødelokalet, menn vi kom igennem og har nu bevæget os ud i det gode vejr! Det er simpelthen så dejligt! En sand velsignelse ;) Derfor kan vi klart anbefale, at I gør kunsten efter og bevæger jer ud på et tæppe i solen, hvis I ikke har andre planer. Det har vi i hvert fald gjort - mmmmmhm, der er intet som jordbær, tegneserier og Cover :)

torsdag den 23. maj 2013

Tortus Copenhagen






Min familie og jeg har altid været helt utrolig imponeret over, hvor fantastisk keramik kan tage sig ud. Det er så anvendeligt og på samme tid så utrolig smukt! Denne egenskab er der ikke nogen tvivl om, at man også finder hos Tortus Copenhagen. Drømmer I også om et par af disse fine krukker? :)
- Christine

tirsdag den 21. maj 2013

torsdag den 9. maj 2013

Hvide drømme




Fauna puder fra Artilleriet. Kitchenaid rørermaskine fra Inspiration. Lampe fra Le Klint. Little Joseph lysestage fra Artilleriet. Reol fra Montana. Bord fra Hay. TV skab fra Ikea. Stole fra Hay.

Michael og jeg flyttede sammen her i januar 2013. Det var spændende og anderledes, men også helt fantastisk! Tænk engang at skulle bo sammen, sådan rigtigt sammen med sin kæreste. Det var noget nyt for os begge at skulle til at leve sammen med en kæreste dvs. have en kæreste på fuld tid. Det var nærmest som en helt vanvittig idé, men på den anden side så må jeg også indrømme, at jeg havde drømt om det i et stykke tid. Det her kommer muligvis til at lyde en anelse sukker sødt, men jeg har aldrig elsket nogen som Michael, så det var og er simpelthen en gave at bo sammen med ham. At flytte alle møbler, få ondt i ryggen, køre frem og tilbage fra Ikea og blande alle vores sager i en stor forvirring. Michael havde mange ting i forvejen, så vi manglede heldigvis ikke så meget. Det skal også siges at Michael nok er en af de fyrer i verden, som har bedst smag, så det var simpelthen som en drøm at tage del i hans verden. Derudover er han også virkelig god til at være åben for nye ideer, når mit lille indretnings gen, som jeg har trænet flittigt på gennem årene, tager over, hvilket jeg er virkelig glad for - taaaaaak ;)
- Christine

tirsdag den 7. maj 2013

Michaels værste fjende: En kokosnød



















Så skete det uundgåelige, at manden bevægede sig i køkkenet, og så kom han selvfølgelig til skade... :)
Hehe, ej, Michael og jeg skulle forleden dag åbne en kokosnød til stor fortrydelse for os begge. Det var tirsdag aften, og jeg havde netop sat maden over, da jeg besluttede mig for, at nu skulle vi have åbnet en dejlig kokosnød, som vi så kunne spise lidt af senere. Michael kom ud i køkkenet for at se, hvordan det hele stod til. Det gik vist mere end almindeligt langsomt med tandstikker, kødnåle og søm blot for at få kokosmælken ud. Michael smilede og gik, efter at have observeret min kamp, ud for at hente hans hobbykniv. Han kom tilbage, foldede den ud satte den i og vips, så sad den tilbage hen over hans finger. Puha, blodet rendte, og jeg skyndte mig ud for at finde et eller to eller tre plastre. Vi fik en forbinding på, slukkede for maden og kørte derefter til hospitalet. Vi kørte mod Rigshospitalet, fordi det var tættest på, men vi fandt dog hurtigt (læs: efter at have været inde og spørge) ud af, at den nærmeste skadestue lå ved Bispebjerghospital. Efter tre kvarter, hvor vi begge havde haft sved på panden, befandt vi os nu i venteværelset på akutmodtagelsen. Her skulle vi derefter befinde os i to timer, inden vi kom ind på stuen, hvor lægen skulle tilse Michael. Først kom en sygeplejerske ind for at gøre klar til lægen. Hun så på fingeren, og hun kom frem til den beslutning, at det var bedst lige at få det syet, nu hvor det blødte så meget. Derefter kom lægen og sagde: "Det ser fint ud. Jeg sender lige en sygeplejerske ind med et plaster." Derefter kom en ny sygeplejersken ind for igen at konstatere, at det nok havde været bedst, hvis den var blevet syet. Men det var der desværre ikke noget at gøre ved, nu hvor lægen havde sagt noget andet! Sikke en besynderlig læge og sikke en skør dag. Michael og jeg blev enige om, at det virkelig var en mærkelig oplevelse, men vi er dog glade for, at vi nu ved, hvor akutmodtagelsen/skadestuen er her i byen, hvis nu der skulle ske noget en anden gang. Vi har dog aftalt, at det ikke lige kommer til at ske foreløbigt (det har Michael i hvert fald lovet mig - for ham vil jeg altså ikke undvære for noget i hele verden) :)

Solbriller i solskin




















Jaaaaaaah, det er dejligt vejr, så herhjemme har vi fundet solbrillerne frem! Vi håber, at I har en vidunderlig dag her i det gode vejr!

torsdag den 2. maj 2013

Dagens lyd


Michael og jeg er egentlig ved at bevæge os i seng nu, men jeg syntes lige, at jeg ville smide denne video op. Jeg har netop hørt den for første gang, og jeg er simpelthen overvældet. Den minder mig om alt, hvad der er godt her i sommeren og i livet. Kærlighed, sommer, frihed og forelskelse. Jeg ser nu endnu mere frem til en vidunderlig sommerferie sammen med min skønne kæreste og vores vidunderlige familie.
- Christine

onsdag den 1. maj 2013

Velkommen


Hej og velkommen til Vores Rum. Nu vil jeg også prøve "det der blog noget" med alt, hvad det indeholder :) I vores rum vil du kunne følge livet hos en kvinde, som er en pige og en dame på samme tid, som elsker sin familien og sin kæreste Michael, studerer teologi, snakker med veninderne, læser bøger, skriver, interesserer sig for mode, hygger, laver mad, læser Cover, elsker planter, læser politiken, savner sin søster (som er i NY), alt imens jeg prøver at finde en mening med tilværelsen. Jeg er ikke ekspert inde for noget specifikt felt! Jeg er bare et menneske, som her vil dele et stykke af mit liv. Ikke kun for jeres skyld, men også fordi det til tider kan være svært at holde fokus og rede i alle ting, som sker her i livet. Over de næste par år vil der ske store ændringer i mit liv. Der skal rejses, leves, studeres og udvikles, alt imens hovedet helst skal holdes oven vande.
Jeg håber, at I vil finde fornøjelse i at følge Vores Rum :)